Teatret
Minami-za og oplevelsen af et fuldt kabukiprogram i Kyoto
Kyotos historiske kabukiteater, hvad der gør dets scene særlig, og hvordan en tempeldanssession adskiller sig fra en aften i teatret.
Reservér en plads ↗Hurtigt svar
Minami-za er Kyotos vigtigste kabukiteater. Wikipedia oplyser, at det blev grundlagt i 1610 som Shijō Minami-za, og at den nuværende bygning stammer fra 1929 med 1.086 pladser. En tempeldanssession og et teaterprogram besvarer forskellige spørgsmål: det første forklarer og viser dans i et lille rum, det andet giver dig det fulde skuespil.
Minami-za kort fortalt
| Hvad kilderne siger | |
|---|---|
| Grundlagt | 1610, som Shijō Minami-za |
| Nuværende bygning | 1929, i Momoyama-stil, med 1.086 pladser |
| Interiør | Renoveret i 1991 med moderne sceneteknik |
| Status | Registreret som japansk materiel kulturarv i 1996 |
| Scenefaciliteter | Hanamichi, seri-faldlem og drejescene |
| Billetter | Solgt i billetlugen eller online gennem Shochiku, ifølge Inside Kyoto |
Den sidste af syv
Wikipedia siger, at Minami-za er et af de tidligste af syv licenserede kabuki-teatre, der blev bygget i Shijō Kawara-området i den tidlige Edo-periode, og at det er ældre end teatrene i Tokyo og Osaka. Inside Kyoto fortæller, at der engang stod syv kabuki-teatre i Kyoto, og at Minami-za er det eneste, der stadig står. Inside Kyoto kalder det med rette kabukiens fødested, og det ligger tæt på flodsengen, hvor Okuni menes at have optrådt. Teatret befinder sig derfor midt i den historie, som tempelsessionen fortæller i miniature.
Bygningen
Den nuværende bygning stod færdig i 1929 i Momoyama-periodens arkitektoniske stil med saddeltag og et traditionelt tårn, der markerede regeringens tilladelse til at opføre kabuki, ifølge Wikipedia. Kapaciteten er 1.086 pladser. Interiøret blev gennemgribende renoveret i 1991, og moderne scenemaskineri blev installeret, og i 1996 blev teatret registreret som en japansk materiel kulturarv på grund af sin arkitektoniske værdi. Fotografiet nedenfor viser teatret på dagen for Kaomise i 2007.
Scenemaskineri
Teatret har sceneteknik, der blev opfundet i Edo-periodens teaterhuse: hanamichi, en gang gennem publikum til entréer og sortier, seri, en lem i dens ende, og mawari-butai, en roterende scene. Det maskineri er grunden til, at et fuldt kabuki-stykke føles så anderledes end en danseforestilling. Entréer kan være langsomme og dramatiske langs gangen, og scener kan skifte, mens scenen drejer. Intet af det er til stede i en tempelsal, hvor danseren arbejder i et enkelt rum.
Skal du til forestilling
Inside Kyoto rapporterer, at matiné- og eftermiddagsforestillingerne hver varede omkring tre timer, da forfatteren besøgte stedet, og at morgenforestillingen indeholdt tre historier. Billetter kunne købes i billetlugen eller online via Shochikus kabuki-hjemmeside, og priserne varierede afhængigt af afstanden til scenen. Der var kun lydguides på japansk til rådighed under besøget, og fotografering var ikke tilladt. Da programmer og billetordninger ændrer sig, bør du tjekke teateroperatørens egne sider, før du planlægger, og ikke stole på en blog fra et tidligere år.
Hvilken bør du se?
Har du kun én aften og en forkærlighed for det spektakulære, bør du gå til et teaterprogram, når der er et i gang. Ønsker du en introduktion, et nært indblik og ikke behov for at følge et langt plot på japansk, er tempeloplevelsen det bedre valg. En besøgende med tid kan gøre begge dele, og de to supplerer hinanden: danseoplevelsen giver dig ordforråd, og teatret viser, hvordan det bruges i et helt stykke. Denne side sælger ikke teaterbilletter; det gør Minami-za's operatør.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår blev Minami-za bygget?
Grundlagt i 1610; den nuværende bygning stammer fra 1929, ifølge Wikipedia.
Hvor mange siddepladser er der?
Wikipedia angiver en kapacitet på 1.086.
Må jeg tage billeder indenfor?
Inside Kyoto oplyser, at fotografering ikke er tilladt under forestillingerne.
Er tempeldansen det samme som et teaterstykke?
Nej. Det er en lille siddende session med et foredrag og to eller tre danse.
Kilder